• Mand stukket ned under slagsmål mellem fodboldfans

    来源: BDK Borsnyt / 27 10月 2024 02:37:05   America/New_York

    En mand blev lørdag aften stukket ned i Glostrup under et slagsmål mellem tilhængere af fodboldklubberne Brøndby og FC København. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Vestegnens Politi Kim Erik Andersen søndag til fodboldmediet Bold. Manden blev kørt på hospitalet, men er kommet hjem igen. - Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle, om han blev stukket med en kniv eller en skruetrækker, men det er et stumpt våben. Han er ikke kommet alvorligt til skade og er igen kommet hjem, siger vicepolitiinspektøren. Slagsmålet opstod i området omkring Glostrup Station, dagen før søndagens kamp - kendt som derby - mellem de to ærkerivaler. Der er endnu ingen anholdte i sagen, oplyser Kim Erik Andersen til Bold. Det var klokken 19.27, at politiet fik en anmeldelse om slagsmål i Glostrup. På det sociale medie X skrev politikredsen, at der var tale om et større slagsmål. - Vi har været talstærkt til stede på stedet. Roen er genoprettet, og vi er stadig i området, lød det lørdag aften. Risikoen for slagsmål eller optøjer er en af grundene til, at søndagens derby allerede spilles klokken 12. Det vil give bedre vilkår for at dæmme op for ballade inden mørkets frembrud, har det lydt fra politiet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/mand-stukket-ned-under-slagsmaal-mellem-fodboldfans
分享